SPONSERET AF

Bliv medhjælper

Bliv medhjælper

Hvert år har Aalborg Karneval over 2000 ildsjæle, som hjælper til, når vi skaber karnevalsstemning i Aalborg. Medhjælperne er ofte foreningsledere, frivillige fra lokale idrætsforeninger, spejdere og støtteforeninger, alle med et fælles mål: At gøre Aalborg Karneval unik. At være medhjælper ved Aalborg Karneval giver en unik mulighed for at komme med bag kulissen, når vi arrangerer Nordeuropas største karneval.

De frivillige varetager en række forskellige opgaver, såsom opsætning af Kildeparken, bemanding af boder, hjælp til lydfolk, billettering ved indgangene, oprydning, at være værter og guider for overnattende internationale karnevalsgrupper, bespisning, oppyntning, opsætning af skilte i byen, paradevagter, førstehjælp, trafikafvikling, vognvagt, paradevagt, og meget mere.

Alle frivillige over 16 år får udleveret et loyalitetsarmbånd. Man er selvfølgelig også meget velkommen til at være frivillig, selvom man ikke er fyldt 16 år endnu.

Eksempler på medhjælperopgaver:

  • Vognvagter
  • Paradevagter
  • Opsætning af Kildeparken
  • Guide for de internationale grupper
  • Oppyntning

Kunne du tænke dig at blive medhjælper?

Du er velkommen til at kontakte os via mail på:

frivillig@aalborgkarneval.dk

Karen Moelskov, 57 år

Hvad fik dig til at blive frivillig ved Aalborg Karneval?
Jeg var tilflytter og havde hørt om karnevalet fra venner og kollegaer. Det, der tiltalte mig ved karnevalet, var/er, at der er noget for alle – voksne som børn.

Hvilke opgaver har du haft som frivillig?
Jeg har haft mange forskellige opgaver. Det første år var jeg paradevagt. Det var en vild oplevelse. Siden har jeg siddet i Sambasaden. Jeg har også arbejdet til Børnekarneval, hvor jeg har solgt øl og sodavand. Jeg kan godt lide travlheden i arbejdet, men samtidig bliver der taget hensyn til de frivillige, hvilket er rart når man ikke er helt ung længere. Desuden er det rart med forskellige opgaver.

Hvad får du ud af Karnevalet på et personligt plan?
Jeg føler mig som en del af et større fællesskab. Det giver mig også en glad fornemmelse, når man for eksempel ser tre generationer til Børnekarneval, hvor alle har det lige sjovt. Det kan man kun blive glad af.

Hvad får dig til at komme tilbage år efter år?
Jeg glæder mig hvert år! Det er nogle hyggelige dage med søde og glade mennesker. Det er dejligt at opleve den gode 'ånd' blandt deltagerne – alle er glade og tager hensyn til hinanden, også selvom de er fulde. Det er hyggeligt at gå gennem Kildeparken, når de unge mennesker hilser på én. Den gode stemning er der også blandt de frivillige, og man kender dem, fordi de fleste vender tilbage hvert år.

Hvad er det bedste ved at være frivillig ved Karneval?
Det bedste ved karnevalet er helt klart den gode stemning. Det er jo et event Aalborg er kendt for. Derfor synes jeg også det er vigtigt, at man støtter op om karnevalet på den ene eller anden måde.

Har du en særlig historie du vil dele med os?
Det første år som paradevagt gjorde særligt indtryk på mig. Det var vildt sjovt, fordi man var så tæt på optoget. Jeg kan huske, der var fællesspisning i Studenterhuset, hvor jeg havde tid til at studere de mange kostumer.

Det gør også indtryk på mig når man kan fornemme, at nogle frivillige kender deltagerne godt – det giver en helt særlig stemning.